At være nær, her, og lige nu
"I mit arbejde som Forglemmigejklovn har jeg set hvordan mennesker forandres når de rammes af demens og jeg anerkender at det må være svært at være pårørende og være tilskuer til, at ens familiemedlem stille men sikkert 'forsvinder' ind i demensen.
Med det i baghovedet, anerkender jeg også at det for nogle pårørende måske kan være svært at forstå hvorfor flere og flere plejehjem inviterer klovne indenfor på besøg hos beboerne. De fleste mennesker forbinder 'klovn' med børn og cirkus, og vil måske umiddelbart tænke at det er uværdigt...og hvad skal det gøre godt for ?
Som Forglemmigejklovn vil jeg blot sige, at jeg ser hvordan den røde næse, det fine tøj, musikken, dansen, smilene, latteren, berøringen og letheden baner vej for de smukkeste stjernestunder sammen med mennesker m. demens."
Petunia
Forglemmigejklovn ❤
Uddrag fra bogen 'Gennem sprækkerne - opdagelser i et demensforløb'
af Marianne Iben Hansen
"Vi tænker oftest på demens som afvikling. Vi fokuserer på personligheden der forsvinder. Vi er så vant til, at det er den, der tæller. Det er den, vi kender os selv og andre på, den vi møjsommeligt bygger op igennem livet og stolt viser frem eller skamfuldt skjuler. Det er gennem personligheden, vi gør os umage for at "være noget", for hvis vi er noget, fortjener vi noget. Respekt, de andres tid og deres kærlighed. Og demens får alt det til at smuldre. Men jeg var ikke kun vidne til afvikling, der var også noget, der tonede frem. Jo mere min fars person faldt væk, des tydeligere blev det, jeg kalder hans væsen, og i hans nærvær trådte også mit eget væsen frem. Kærlighed blev noget vi hvilede i, ikke noget den ene følte for den anden. At give fik en ny betydning, og at fortjene mistede sin relevans. Det har medført et jordskred i det fundament min egen personlighed hviler på, og det er derfor jeg skriver denne bog. For at dele den uventede vinkel jeg fik lov til at opleve."