Forglemmigejklovnen er en slags opdagelsesrejsende
Når en Forglemmigejklovn møder et menneske med demens, er det klovnens fornemste opgave at finde en vej ind til mennesket bag demensen. Forglemmigejklovnen er på en måde en form for opdagelsesrejsende, der leder efter et sted der resonerer, eller vækker genklang og giver liv i øjnene på personen. Vejen derhen kan være lang, snørklet og kringlet, men når først vejen er fundet og der er skabt kontakt, er døren åben for at næsten alt kan ske.....
Faglighed
Forglemmigej består af uddannede og erfarne hospitalsklovne* der siden 2014 har tilpasset og forfinet hospitalsklovnemetoden fra besøgene hos indlagte børn, til også at møde mennesker med demens, deres pårørende og deres omsorgspersonale. Forglemmigejklovnene gennemgår løbende efteruddannelser, og samarbejder med lignende udenlandske organisationer og undervisere.
Vi har bla. et godt samarbejde m. norske Klokkeklovnene, skotske Elderflowers og Fondation Dr. Clown fra Canada.
Et langt levet liv
Der er stor forskel på at besøge børn, og på at besøge voksne m. en demenssygdom. I modsætning til barnet, har beboeren på plejehjemmet masser af livserfaring, og alverdens minder der vækker glæde, sorg, bekymring eller måske taknemmelighed....
Demenssygdommen spiller også en rolle ifht. hvordan personen har det.
Fordi at børn og voksne er to meget forskellige målgrupper, er der også stor forskel på den måde vi er klovne på.
Hvert enkelt møde tilpasses efter det menneske vi står overfor, altid i forsøg på at skabe en 'du & jeg' følelse.
Vi kalder et besøg af en Forglemmigejklovn, for en positiv forstyrrelse, og en invitation til nærvær med et andet menneske. Gennem denne positive 'forstyrrelse', er det vores intention at kunne forandre og løfte energien hos personen fra ét sted til et andet og bedre følelsesmæssigt sted.
Mødet
Med udgangspunkt i den neuroaffektive udviklingspsykologi, skaber Forglemmigejklovnen kontakt til beboerne gennem improviserede vitaliserende møder. Vi møder beboerne med autenticitet, ærlighed, generøsitet, lethed og humor, hvor formålet er at skabe en følelse af samhørighed og mening. Møderne kan være humørfyldte, poetiske, intense og fulde af energi, eller bare stille. Forglemmigejklovnene er, udover den røde næse, klædt i ´pænt voksentøj´ fra den tidsalder hvor de fleste beboere var unge (50érne, 60èrne eller måske 70érne). Klovnene improviserer og har ikke nogen bestemt dagsorden, mødet kan fx foregå omkring en sang eller en dans til en populær melodi fra dengang, der hjælper med til at vække beboerens følelsesmæssige erindringer fra sit eget levede ungdomsliv. Effekter med minder kan hjælpe med at få skabt kontakt. Hos mange beboere er evnen til at tale og forstå forandret som en følge af demenssygdommen. Vi kommunikerer derfor gennem sanser, krop og stemninger, og ord erstattes ofte af mimik, gestik og ansigtsudtryk.
*Uddannelsen til hospitalsklovn tager 1½ år, og de fleste kandidater har en artistisk/kunstnerisk baggrund, fx indenfor musik, teater eller film.